Sider

Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag

onsdag den 26. januar 2011

Kanelsnegle

Jeg havde ikke fantastisk meget jeg skulle have lavet i dag, så hvad finder man på? Man bager selvfølgelig. Og i dag blev det til kanelsnegle, det er altid et hit :D
Ingredienser:
Ca. 18-20 stk
Dej:
2½ dl mælk
75 g. margarine/smør
50 g. gær
1 æg
1 spsk sukker
1 tsk salt
500 g. hvedemel

1 sammenpisket æg til pensling

Remonce:
100 g. margarine
100 g. brun farin
Et drys kanel

Fremgangsmåde:
Lun mælken og opløs gæren heri. Tilsæt æg, margarine, salt og sukker og rør lidt rundt. Tilsæt derefter melet og ælt det hele godt igennem, indtil dejen er blød og smidig.
Lad dejen hvile et par minutter, så er den nemmere at arbejde med. Lav remoncen imens.
I en skål hældes margarine, brun farin og kanel. Rør det hele godt sammen. Smelt evt margarinen en lille smule uden at det bliver helt flydende, så er det nemmere at arbejde med.
Rul dejen ud til en firkant ca. 24 x 30 cm og smør remoncen ud på dejen. Rul dejen sammen som en roulade og skær sneglene ud i en bredte af ca. 1 cm.
Læg sneglene på en bradepande med bagepapir og pensl med æg. Lad sneglene hæve mens ovnen varmer op til 200 grader (varmluft) og bag dem midt i ovnen i ca. 10 minutter.

Velbekomme :D

fredag den 21. januar 2011

Chokoladekage

Ja, jeg indrømmer det. Jeg er en sucker for chokoladekage! Hvis jeg tænker på at skulle lave en eller anden kage kommer chokoladekagen altid ind i mine tanker som det aller første... Og i dag måtte være dagen hvor chokoladekagen skulle laves :D
Ingredienser:
300 g. smør eller margarine
300 g. sukker
5 æg
1 dl mælk
300 g. hvedemel
100 g. kakao
2 tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:
Rør smør/margarine og sukker let og luftigt. Tilsæt æggene et af gangen og rør massen godt sammen mellem hvert æg. Tilsæt derefter mælk.
Bland mel, kakao og bagepulver sammen og rør det hele i dejen.
Kom dejen i en bradepande (40x40), bageform eller springform og forvarm ovnen  til 180 grader (170 varmluft)
Bag kagen ca. 1 time og lad den køle af i formen.

TIP: Kan også bruges til muffins. Fordel dejen i ca. 20 muffinforme og bagdem i ca. 15-20 minutter.

Et stort stykke chokoladekage med et stort glas mælk, så bliver det vidst ikke bedre ;)

Velbekomme :D

Rugbrød

Jeg synes at rugbrød er dybt undervurderet. Det smager fantastisk og du kan smøre det på som man lige har lyst til. Desuden smager rugbrød bedst når man sidder udenfor, det må være noget med duftene og ingredienserne, men der er simpelthen ikke noget bedre. Jeg har for første gang vovet mig ud i at lave et selv, hvilket også betød at vove sig ud i at lave en surdej. Men nu er det gjort og resultatet blev 2 stk rugbrød :D

(Det blev også lige til et par pølsehorn, opskriften er allerede herinde ;))

Surdej:
Ingredienser:
150 Rugmel
2 dl yoghurt naturel
10 g. gær
1 tsk salt

Fremgangsmåde:
Opløs gæren i yoghurten. Rør rugmelet i og drys dejen med salt.
Dæk dejen med husholdningsfilm og prik et par huller.
Dejen stilles til syrning et lunt sted 3-4 dage, hvorefter den er klar til brug.

Rugbrød:
Ingredienser:
50 g. gær
7 dl lunken vand
750 g. rugme
175 g. sigtemel
350 g. surdej
20 g. salt
1 spsk sirup.

Fremgangsmåde:
Opløs gøren i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Alt dejen godt igennem med en håndmixer eller røremaskine (Jeg ØNSKER mig en røremaskine...) med dejkroge i mindst 6 minutter ved laveste hastighed.
Lad dejen hæve tildækket og lunt i ca. 45 minutter.
Form dejen til 2 kugler og form dem til brød. Læg det i en 2½ liters rugbrødsform.
Lad dejen efterhæve tildækket og lunt, til dejen når kanten af formen (ca. 30 min).
Pensl brødene med vand.

Jeg tilsatte ca. 200 gram solsikkefrø i dejen, før den skulle hæve første gang og derefter dryssede jeg solsikkefrø på brødene efter de var penslet med vand.

Sæt brødende nederst i en 250 grader forvarmet ovn. Skru straks ned på 200 grader og bag rugbrødene 55-60 minutter.

Velbekomme :D

tirsdag den 11. januar 2011

Pølsehorn (og 4 boller)

Så var der lige nogle pølser tilovers fra pølseretten, og de skulle jo ikke gå til spilde. Jeg fandt også 5 alm. grillpølser i fryseren og voila - så skulle der laves pølsehorn :D Det er jo altid godt!

Ingredienser:
8-10 pølser delt i 2
500 g. hvedemel
100 g. margarine
30 g. gær
3 dl mælk
1 tsk salt
1 tsk sukker
Mælk til pensling
Sesamfrø til pynt.

Fremgangsmåde:
Smelt margarinen. Put mælken i en skål og tilsæt den smeltede margarine. Opløs gæren heri.
Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt dejen grundigt til den er smidig og elastisk.
Lad den hæve lunt og tildækket i ca. 30 minutter.
Del dejen i 2 og rul dejen ud med en kagerulle. Skær firkanter ud af dejen og læg pølsen på.
Fold dejen rundt om pølsen og læg den på en bradepande med bagepapir.
Gør det til du ikke har flere pølser. Lav evt. boller ud af overskydende dej.
Pensl pølsehornene med mælk og drys sesamfrø over. (Sesamfrø kan undlades - kom bare til at tænke på de gode gamle dage hvor pølsebrød til fransk hotdog og ristede hotdogs hos pølsemanden havde sesamfrø mmm nom nom)
Lad dem efterhæve mens ovnen varmes til 200 grader (180 varmluft).
Bag dem i ca. 12 minutter.

Velbekomme :D

lørdag den 8. januar 2011

Banana Cream Pie

Jeg fandt den her opskrift da jeg surfede rundt på nettet, bare for at slå lidt tid ihjel. Jeg synes den lød interessant, så jeg besluttede mig for at prøve den af og det skulle så være i dag :)

Tærtebundens opskrift fandt jeg også på nettet.

Tærtebund: 1 tærtebund
Ingredienser:
100 gram smør
150 gram mel
1½ spsk sukker (kan undlades hvis man ikke laver kage)
1 knsp salt
½ æg


Tærten venter på at komme i ovnen, mens ciabattadejen hæver bagved

Fremgangsmåde:
Bland mel, salt og sukker i en skål. Læg smøret ovenpå og bland det sammen i mindre og mindre stykker, til det ligner savsmuld. Pisk ægget sammen og hæld ca. det halve ovenpå melblandingen. Saml det til en kugle.

Rul dejen fladt ud på et meldækket bord. Smør bunden af en tærteform, eller dæk bunden af den med bagepapir.
Rul den flade dej op på kagefullen og rul den ud på tærteformen. Pres dejen godt ud i kanten af formen og skær overskydende dej af.
Prik dejen med en gaffel, så bunden ikke buler op og bag den ved 200 grader i 15-20 minutter.
Sådan ser den ud når den lige er kommet ud af ovnen.

Banana Cream Pie 1 stk.
Ingredienser:
150 g sukker
40 g hvedemel
1 tsk salt
475 ml mælk
3 æggeblommer, piskede
30 g smør
1 1/4 tsk vanilie essens
1 bagt tærtebund
3 bananer i skiver

Fremgangsmåde:
I en tykbundet gryde blandes mel, sukker og salt. Tilføj mel lidt efter lidt. Opvarm ved medium varme under konstant omrøring indtil det hele koger. Lad det koge i 2 minutter og tag gryden af varmen. Bland en smule af den varme creme i æggeblommerne, rør rundt og hæld derefter æggeblommerne i den varme creme- Rør kraftigt i cremen i 2 minutter. Tilsæt smør og vanille essens og rør i cremen. Læg bananskiverne i den bagte tærtebund. Hæld vanillecremen over. Bages i 30-35 minutter ved 175 grader. Lad tærten køle af og server derefter med flødeskum.


Velbekomme :D

mandag den 3. januar 2011

Koldthævede boller

I dag fik jeg bagt nogle koldthævede boller. Det var første gang jeg gik i krig med at prøve at lave noget koldthævet brød, og det blev simpelthen en succes hvis jeg selv skal sige det, og det er ikke sidste gang jeg bruger den her opskrift :D

 Den her opskrift er til 20 stk boller.

750 gram hvedemel
150 gram havregryn
7 dl vand
25 gram gær
1 spsk honning
½ spsk salt
3 spsk olie
Blå birkes og havregryn til drys.

Dag 1:
Rør gæren ud i koldt vand og tilsæt salt, olie, honning og havregryn.
Rør derefter hvedemel i dejen lidt af gangen og rør den glat. Dejen bliver meget våd og blød.
Kom film over skålen og stil den i køleskabet natten over.

Dag 2:
Sæt dejklatter på bageplader med 2 skeer og lad bollerne hvile mens ovnen varmer op.
Ovnen skal tændes på 220 grader (varmluft 200 grader)
Pensl bollerne med vand og drys evt. med birkes eller havregryn.
Bag bollerne i ovnen på midterste rille i 18-20 minutter.

Næste gang jeg laver dem, vil jeg prøve at fylde noget revet gulerrod i - det tror jeg bliver rigtig lækkert!! Nom nom nom...